Tidligt forår. Luften er endnu sprød med vinterens kølige ånde, men solen er begyndt at lade sig mærke skarp, sprød og lav på himlen. Jeg har brugt dage ved bredden af en stille sø i det sjællandske landskab, hvor sivene knitrer og spætten hakker i de døde træer.
Aftenen var ikke en hvilken som helst. Jeg så en karpe bryde overfladen. Det skabte en stille forventning – en anelse om, at natten måske vil bringe mere end bare ro og fuglekvidder. Mit fiskeri i foråret er ofte ret enkelt og mest af alt er fokus på at finde ud af hvor karperne er. Lykkes det – kan sensationen være tæt på. Chokolade boilies, pellets og tålmodighed var pakket med hjemmefra, sammen med blandt andet en god sovepose og en gasbrænder til kaffen. Mentalt indstillet på det ikke handler om at fange, men om at vente. At være. Men naturligvis forberedt på det kan være det lykkes denne gang.
Natten er stille ingen summen af biler kun vinden der lister gennem træerne og indimellem lyden af fisk, der i rører vandoverfladen. Indtil stilheden brydes af min bidmelder. Ikke voldsomt, men roligt og tydeligt. Trukket ud af min drøm løfter jeg stangen og får et par solide udløb. Pulsen stiger, fokus er på at holde hovedet fokuseret på fighten. Kampen er lang, rolig og værdig. Indtil en gylden skygge kommer tættere på – tung og gammel, med langsomme slag fra halen. Da hun glider ind over netkanten, ved jeg, at noget er sket. Min Super Samson 25 kilos vægt der går i bund under vejningen bekræfter det. Men det er ikke vægten, der fylder mest. Det er stilheden bagefter. Når man oplever øjeblikke, som man ved man altid kommer til at huske, men alt for hurtigt er passeret. En god ven er tidligt oppe til morgen og hjælper med en vægt, der kan klare opgaven. Herefter et kort øjebliks øjenkontakt og en form for tak for dansen før hun glider ud i dybet, med samme ro, som hun kom med. Jeg er alene igen – men mindet vil jeg altid have.
